Der er meget man ikke altid ved om pindsvin....
På de første fem dage af december 2007 fik Kirsten 38 opringninger om hjælp til pindsvin, som vejede mellem 200 og 485 g. Glædeligt var det, at 21 af dem, der ringede, gerne selv ville pleje de små, hvis de kunne få hjælp og rådgivning. De får at vide, hvor det nærmeste plejested findes, hvis der er problemer, som de er i tvivl om de kan klare. Vores hjemmeside oplyser kun en lille del af de ca. 180 plejesteder, så hvis du ikke kan finde et plejested i nærheden af dig på hjemmesiden, så ring til Kirsten Fournais og hun vil henvise dig til nærmeste plejer.
Vi får ros for de oplysninger, man kan finde på nettet, men når Kirsten har brugt 35 – 40 minutter på at fortælle, hvad man som plejer kan gøre for at hjælpe den lille, bliver hun af og til spurgt, hvorfor vi ikke har taget det med på nettet. Så kan alle jo blot læse det der!
Grunden er at pindsvin er helt vidunderlige dyr, som uvidende personer kan fristes til at tage ind som kæledyr. Der har været tilfælde, hvor børn har oplevet at nogle af deres venner har små afrikanske pindsvin som kæledyr, hvilket burde forbydes, da også det afrikanske pindsvin trives dårligt i fangenskab, og problemerne med dem er mange. Disse små stakler går under dårlige forhold hos dyrehandlere, hvor de kan købes for ca. 1000 kr. Så er det desværre sket, at nogle børn – og endda uvidende voksne – har taget de små pindsvin, som lever i Danmark, ind og holdt dem i fangenskab som kæledyr.
Det er ulovligt og strafbart!
Pindsvinene i Danmark, som på latin hedder ERINACEUS EUROPAEUS er fredede og må kun plejes af voksne personer, hvis de er i nød. Herefter skal de udsættes i naturen – dog ikke i månederne, hvor de normalt er i hi. Ifølge loven om pleje af pindsvin må de højst være i pleje i et år, og plejen skal ske under forsvarlige forhold. Pindsvin bliver nemlig ikke for tamme, når man har dem i pleje. Pindsvin er, i modsætning til andre vildtlevende dyr, så tillidsfulde, at det ikke er noget problem at de i perioder opholder sig blandt mennesker. De tilpasser sig fint plejeforholdene hos os og fungerer helt normalt, når de sættes ud i naturen. Det samme gælder endda de moderløse, nyfødte unger, som vi har flasket op.
Uanset hvornår du finder et pindsvin, der ikke opfører sig som det bør gøre, bør pindsvin, som har været fremme i dagtimerne, altid efterses hos en erfaren plejer, som er i stand til at fjerne spy og maddiker. Selv om det ser ud til, at der ikke er nogen, så få dem efterset, for det er næsten umuligt for en uerfaren at se efter i og ved øjne, ører og mund, hvor de oftest findes. Pindsvin har det jo med at rulle sig sammen! Også pindsvin som ikke er gået i hi på det rigtige tidspunkt bør efterses af en plejer, da det måske ikke er stort nok til at gå i hi, før det bliver for koldt.
Det med eftersyn på et plejested gælder naturligvis også, hvis det drejer sig om et sygt eller såret pindsvin. Det ville jo være trist, hvis dit første ”plejebarn” døde, og du skulle miste lysten til fortsat at pleje de dejlige små dyr, som har så hårdt brug for vores hjælp.
Sørgelig mangel på trygge, gode redesteder er en af årsagerne til, at pindsvinebestanden er i tilbagegang i Europa. Derfor gør Pindsvinevennerne i Danmark hvad der kan gøres for at sikre pindsvinenes fremtid i Danmark.
