ForsideOm foreningenLær om pindsvinStøt pindsvineneSponsorerGalleri
Udsætning og råd
Fakta og information
Førstehjælp og pleje
Årstider og parring
Lyde og adfærd
Bolig og trivsel
Behov og overlevelse
Farer og ulykker
Udsætning og råd
Spørgsmål og svar
Egern og harekilling

GENUDSÆTNING EFTER PLEJE

Foreningen får rigtig mange forespørgsler fra personer der gerne vil have pindsvin udsat i deres have – men det er ikke så ligetil. I det følgende vil vi forklare hvorfor og hvilke forudsætninger der skal opfyldes, før man kan få et pindsvin til udsætning.

At få et pindsvin til udsætning er et langtidsprojekt, som kræver en del forberedelser. Det tjener nemlig ikke noget formål at sætte pindsvin ud i en tilfældig have, bare fordi man godt kunne tænke sig at have dem. Der skal også være de rigtige livsbetingelser. Hvis der ikke længere findes pindsvin i et område, må det være, fordi de ikke kan leve dér. Årsagerne kan være mange, både kendte og ukendte. Blandt de kendte er aggressive hunde, udbredt anvendelse af miljøgifte og i visse områder en for stor bestand af ræve, eventuelt også af mår, ilder og grævling.

At du ikke har set pindsvin i din have, behøver på den anden side heller ikke betyde, at der ikke findes pindsvin i området. Pindsvin er jo små dyr, der færdes om natten og ofte er godt skjult af vegetationen. Du har måske bare ikke været på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Desuden dækker et pindsvins bevægelsesområde mere end én villahave af almindelig størrelse.

Prøv at finde ud af, om der (alligevel) er pindsvin i din have og dit område eller hvor langt fra din bopæl, der er observeret pindsvin. Spørg dig for hos naboer og/eller grundejerforeningen. Spørg også, når du er på besøg lidt længere væk i lokalområdet og læg mærke til, hvor du ser døde/overkørte pindsvin. Se om du kan finde deres efterladenskaber på f.eks. græsplæner. Du kan også kontakte folk, der er tidligt ude om morgenen, fx avisbude eller en lokal jæger eller løber.

Prøv at finde ud af, hvorfor der (muligvis) ikke er pindsvin i området. Specielt i bynære områder kan rævene være problemet. I villakvartererne bliver rævene ikke jaget og formerer sig derfor voldsomt. Mangel på mad kan få dem til at tage det relativt vanskelige bytte, som et pindsvin jo er. Vi tror, at manglen på pindsvin i bynære områder skyldes netop dette. Problemet kan desværre kun løses ved en overordnet indsats fra myndighederne med indfangning og aflivning af ræve. Hvis rævebestanden ikke reduceres, sætter foreningen ikke pindsvin ud i disse områder.

Der er desværre stadig mange mennesker, der bruger gift på deres arealer. Selvom du ikke selv bruger gift, kan naboerne meget vel gøre det. Specielt i områder med de såkaldte ”dræbersnegle" lægger folk ofte sneglegift, også det yderst giftige og miljøskadelige metaldehyd, som er forbudt i Danmark. Alle pindsvin, der spiser en forgiftet snegl, vil dø. Også myregift, rottegift og musegift vil dræbe dem. Hvis de får Roundup på sig ved at røre sprøjtede planter, vil de også blive forgiftet, sandsynligvis dø.

Da pindsvin har en aktionsradius på ca. 3-4000 m2 fra deres bopæl, afhængig af, hvor frodig vegetationen er og hvor mange vandingssteder der findes, er det derfor ikke nok, at du opfører dig miljøvenligt, dine naboer til alle sider skal også gøre det. Dette problem kan du løse ved at tage kontakt til dine naboer og en eventuel grundejerforening og prøve at få dem med på ideen om udsætning/genindføring af pindsvin. Dette betyder, at alle i området skal være enige om, at der ikke bruges nogen form for gift.

Sørg for, at din have bliver pindsvinevenlig. Her på vores hjemmeside kan du få vejledning i, hvad der skal til. Når din og dine naboers haver er gjort pindsvinevenlige, er der også gode chancer for, at de vil tiltrække omstrejfende pindsvin, der vil slå sig ned hos jer.

SAMMENFATNING

Foreningen har i høj grad brug for gode udsætningssteder, og vi vil gerne hjælpe alle der har lyst til at gøre en indsats for at øge den faldende pindsvinebestand. Men udsætningen kan kun ske i områder, hvor der beviseligt er pindsvin i nærheden - selvom der måske ikke er så mange – og hvor der er mange pindsvinevenlige haver og der ikke bruges gift.

Tidligere har vi anbefalet, at pindsvin skulle udsættes i skumringstiden og puttes ind i deres kommende bolig.  Vi har dog fundet ud af, at det er bedre at putte dem ind i den ny bolig i deres sovetid midt på dagen ved 13 – 16-tiden. Så sover de sødt videre og har en fin fornemmelse af et nyt og trygt hjem, hvorfra de forsigtigt undersøger omgivelserne, når de vågner og vender tilbage til redestedet, når det bliver lyst.

Aftenudsætning gør, at de på det tidspunkt er vågne og nysgerrige og måske ikke finder tilbage til reden, som de endnu ikke har fået et forhold til. Resultaterne af udsætning midt i sovetiden har vist sig særdeles gode. Husk at pindsvin skal aldrig blot slippes ud i naturen men anbringes i en god bolig.

Du er meget velkommen til at tage kontakt til foreningen telefonisk eller pr. mail, når du mener at kunne tilbyde de rette betingelser for en udsætning. Det er ikke et krav at du er medlem af foreningen for at vi vil hjælpe dig med at få pindsvin i din have, men medlemmer af foreningen foretrækkes. 

OBS: Tag ALDRIG NOGEN SINDE et pindsvin med fra et andet sted, f.eks. fra sommerhuset, til udsætning i haven. Du risikerer at tage en pindsvinemor fra sine unger! Bemærk, at du ikke af pindsvinets størrelse kan se, om der er tale om en hun eller en han. Der er stor risiko for, at pindsvinet vil blive forvirret i  fremmede omgivelser og måske prøver at finde hjem. Dette er forbundet med stor fare for, at pindsvinet vil komme galt af sted og MISTE LIVET!


ForsideOm foreningenLær om pindsvinStøt pindsvineneSponsorerGalleri