DE STØRSTE FARER FOR PINDSVIN
Vil du hjælpe med til, at pindsvin kan trives i din have og dit lokalområde, så beskyt dem mod de største farer:
HUNDE: Ja, det er trist at måtte fortælle at et meget stort antal af de voksne pindsvin som bringes ind, er blevet bidt af hunde. Hunde er kloge dyr. De kan godt lære, at pindsvin skal have lov til at gå i fred. Kan man ikke selv klare opgaven, kan foreningen henvise til dyrlæger, som beskæftiger sig med adfærdsbehandling af hunde.
Man skulle dog tro, at pindsvinene er godt beskyttet af de mange pigge, men hunde (og ræve) kan bide dem alligevel. Hunde bliver tit så ophidsede, at de ikke mærker smerten. Og selvom du tror, at hunden kun har leget og ikke har været aggressiv, kan en hjørnetand alligevel være trængt ind. I nogle tilfælde kan hunden have fået fat i et af pindsvinets ben, og når pindsvinet så ruller sig sammen med et ryk, kan benet simpelthen blive revet af, hvis det da ikke er blevet bidt over.
Derfor: Opdager du, at din hund har fundet et pindsvin (hunde gør da ofte på en særlig, stakåndet måde, som ikke kan forveksles med anden slags gøen) – så tag den øjeblikkelig væk! Prøv at lære din hund at lade pindsvin være, ved at sige NEJ, tage den væk og herefter rose og berolige den, evt. aflede den ved leg. Men - hvis hunden har pindsvinet i munden, så tag det ind og kontakt Pindsvinevennerne i Danmark. Hundens hjørnetænder efterlader sår, som tiltrækker spyfluer, der lægger deres æg i såret, og maddikerne æder pindsvinet levende – en langsom og pinefuld død.
HAVEAKTIVITETER: Når vi griber fat i greb, spade og hakkejern for at sprede kompostbunken, fjerne en bunke grene, grave noget jord væk eller hakke ind under hækken, husker vi så, at her kan ligge et pindsvin gemt – endda med unger – som kan blive frygteligt såret eller dræbt? Når vi kører græsslåmaskinen (også håndskubberen kan få fat på et pindsvin under en busk) ind under buske, stauder og hække, eller endnu værre, går i gang med buskrydderen, tænker vi så på, at vi kan flænse et pindsvin eller skære benene af det ved samme lejlighed? Den gift, som mange bruger i haverne er også farlig for pindsvin. Får de giften på sig eller spiser de et dyr der har gift i sig, kan de dø af det, i nogle tilfælde mister de piggene.
Derfor: Vær yderst forsigtig, når du er i gang med haveredskaberne på steder med højt græs og steder du ikke kan overskue. Lad være med at bruge gift i din have. Der er alternative metoder til at bekæmpe uønskede beboere i haven.
FÆLDER: Vi stiller jo ikke fælder op for vore pindsvin – tror vi. Men pindsvin er meget nysgerrige og uforsigtige. De kravler gerne gennem små åbninger – også for små åbninger. Derfor hænger de ofte fast i bl.a. børnefodboldnet, trådhegn og jordbærnet. Desuden kan snore og tråde af enhver art snøre sig omkring deres ben og stoppe blodcirkulationen. De falder ned ad kældertrapper, i lyskasser, udgravninger m.m. samt svømmepøle. Når pindsvinet så ikke kan komme fri og ligger åbent hen om dagen, lægger spyfluerne deres æg på det – uanset om det er såret eller ej! Lad ALDRIG et befriet pindsvin gå, men tag det ind og kontakt Pindsvinevennerne i Danmark. Bål er også farlige for pindsvin, da de har tendens til at lægge sig til at sove under kvasbunker uden at vide at disse måske skal brændes af senere. Elektriske hegn er også en fare for pindsvin. Sidder de for lavt rammer pindsvinet det når det passerer under. Det får stød og ruller sig sammen.... under hegnet. Når pindsvinet tror at faren er drevet over, rejser den sig for at gå videre og får stød igen og igen og igen. Efter mange stød dør pindsvinet, eller det kan bare ligge der indtil spyfluerne kommer og maddikerne til sidst tager livet af det.
Derfor: Foldboldnet: Klip de nederste 10-15 cm af eller køb et professionelt fodboldnet med en maskestørrelse på 12-13 cm. Alternativt kan man tage fodboldnet ind om netten. Trådhegn: Lad det slutte ca. 10-15 cm over jorden eller buk det nederste op. Net på afgrøder: Sæt enderne godt fast, læg evt. jord på. Net på frugtbuske: Lad dem slutte mindst 20 cm over jorden. Check alle net hver dag - også fugle kan hænge fast. Lad aldrig nettene og opbindingssnore ligge på jorden efter brug. Kældertrapper: Læg et uhøvlet bræt ned ad trappen, så pindsvinet kan kravle op - check regelmæssigt alligevel. Lyskasser: Dæk dem til med volierenet, som fastgøres helt ind til muren. Svømmepøl: Lad et stykke volierenet hænge ned i vandet fra kanten (hold det f.eks. fast med en tung flise foroven). Bål skal altid tændes højt oppe, så pindsvin og andre dyr kan nå at komme væk, når de mærker varmen og røgen. Elektriske hegn skal monteres mindst 15-20 cm over jorden.
