PINDSVINENES LYDE
Vi bliver tit spurgt om pindsvin giver lyde fra sig. Ja, det gør de sandelig!
Lydende er så mange, og så forskellige fra hinanden, at man ikke skulle tro de kommer fra samme dyr.
PIBEN: Pindsvineunger bruger en høj skarp pibelyd – næsten som lyden fra en lille fugl eller mus – når de er kommet væk fra deres mor, når de fra en alder af ca. 1 måned kommer ud på nattevandring med hende. Hører man denne pibelyd i dagtimerne, bør man straks søge efter ungen. Selv bittesmå unger, som kun er nogle få dage gamle, kravler ud af reden i deres søgen efter moderen (modermælken) når sulten bliver for stor, fordi moderen ikke er vendt hjem efter sin natlige søgen efter biller, regnorme, snegle, bænkebidere og andet godt.
PRUSTEN: Når pindsvin er blevet nogle måneder gamle, begynder især hannerne at ”vise sig” for hinanden. Disse iagttagelser er hovedsageligt gjort hos pindsvin, som har været i pleje. De ”pruster” temmelig meget. Det er lidt svært at beskrive lyden, men hvis man åbner munden (ikke på pindsvinet!) en smule og ånder ud i hurtige stød, så lyder det næsten sådan.
VRINSKEN: Pindsvin bruger også kaldelyde. En moder kan kalde på sine unger, eller hanner og hunner kan kalde på hinanden i parringstiden hvis der er langt imellem parterne. Kaldelyden er svær at beskrive. Den lyder nærmest som en lidt gnæggende vrinsken. Det er en lyd, som vi mennesker vil have svært ved at efterligne. Lyden varer kun et par sekunder, men gentages med jævne mellemrum til kontakten er etableret. Vær opmærksom på denne lyd. Den bruges også fra pindsvin som er i nød, hvis de er faldet ned i huller hvorfra de ikke kan komme op.
HVÆSEN: Hvis et menneske, en hund eller et andet stort dyr skræmmer et pindsvin, vil det rulle sig sammen og give en vedvarende hvæsende lyd fra sig. Samtidig vil pindsvinet gøre små hoppende bevægelser med piggene strittende i alle retninger. Denne bevægelse ledsages af en lyd der til forveksling minder om lyden af en gammel fiskekutter. Hoppene gør at piggene rammer "fjenden" med stor kraft og det gør temmelig ondt, så man ikke føler trang til at prøve at tage pindsvinet en gang til. Denne adfærd ser man ofte hos pindsvin som er i pleje efter en hund har haft fat i den eller de er blevet ramt af en bil eller et haveredskab. Man ser det også hos pindsvin som har været transporteret i en kasse, uden at have været puttet godt i aviser, håndklæder eller andet, som kan forhindre dem i at kure rundt. Når stressede pindsvin skal tages op til behandling, udviser de denne skræmmeadfærd med hvæsen og hoppen. Så må man have fat i handskerne for at kunne behandle dem.
VRÆLEN: Er et pindsvin meget meget bange, udstøder det er "angstvræl" . Pindsvinet benytter dette antagelig i et forsøg på at skræmme en modstander, som det ikke har en chance for at forsvare sig imod. Pindsvinet ruller sig sammen når det "vræler". Vrælet minder mest om lyden fra ænder som slås. Den er bare langt kraftigere og meget vedvarende og gennemtrængende. Det er en uhyggelig lyd, som et pindsvin eksempelvis bruger hvis det i naturen møder en grævling. Det har i nogle tilfælde vist sig at virke, så grævlingen er blevet skræmt af den voldsomme lyd. Oftest er det dog intet at stille op for et pindsvin, ved mødet med en sulten grævling eller ræv.
Selv har Kirsten flere gange hørt lyden fra et pindsvin, som en hund har haft tænderne i. Hver gang hun, i starten, tog pindsvinet op for at bade bidsårene, vrælede det og Kirsten fik et chok første gang hun hørte det. Pindsvinet fik dog efterhånden tillid til hende og sårene heledes, men det tog ret lang tid alt sammen.
HOSTEN: Når vi nu har fortalt om pindsvinets naturlige lyde, bør vi vel også nævne den "rallende" hostelyd, som skyldes lungeorm. Har du en "hoster" i din have, tag den da ind til behandling med lungeormskuren Ripercol. Den kan du få tilsendt ved at ringe til Kirsten Fournais.
Under Galleri og Videoer finder du links til YouTube klip, der viser typisk pindsvineadfærd. Nogle af pindsvinets naturlige lyde er også med på disse klip. Husk at skrue op for lyden på din pc.
