Pindsvinevennerne i Danmark

CVR: 27315135

Frydenlunds Allé 75, st.th.
8210 Århus V

pindsvin@pindsvin.dk
+45 3014 1665

Har du pindsvin i din have? Eller er du bare nysgerrig på at vide lidt mere om pindsvinens natur og adfærd? Så er du kommet til det rette sted. Læs mere om at holde pindsvin i den have, eller download vores mini-bog "Det vidunderlige pindsvin". Du er natuligvis altid velkommen til at skrive til os, hvis du har spørgsmål.

Download vores mini-bog "Det vidunderlige pindsvin" her

BEHOV I HAVEN

VAND

Der er nedlagt mange vandhuller, jævnet mange bakker og asfalteret mange veje, hvor der før kunne samle sig småsøer og pytter. Derfor – og fordi for få mennesker har vand i haven – er der for langt mellem vandingssteder, så pindsvin ofte tørster ihjel. Især når de vågner fra vinterhi, er pindsvinene meget udtørrede og skal finde vand hurtigt. Skal de gå for langt, bliver de dehydrerede og konfuse og vakler forvirret rundt. De falder ned fra stengærder og ned i udgravninger eller bliver et let bytte for ræven. Også faren for at blive kørt over er større jo oftere de skal krydse veje på deres søgen efter vand.

 

Hvad kan du gøre?
Stil en skål, som ikke kan vælte (fx en underskål, et fuglebad eller bare en gammel bradepande) et eller flere steder i haven og sørg for, at den ALTID ER FYLDT (også om vinteren i perioder med tøvejr , da pindsvin kan godt vågne af deres vinterhi i lunere perioder). Det er også vigtigt, at du holder vandet rent. Hvis du har en dam eller lignende i haven, sørg for, at der er steder, hvor pindsvinene kan komme til at drikke uden at falde i.

MAD

Pindsvin spiser snegle, orme, bænkebidere, ørentvister, biller og alt muligt andet kryb. Alle disse dyr har brug for fugt og skjulesteder for at overleve. Hvis du fjerner nedfaldent løv og visne plantedele hele tiden og holder jorden utildækket mellem stauderne, bliver her tørt og pindsvinenes mad forsvinder.

 

Hvad kan du gøre?
Lad så mange områder i din have som muligt, fx lidt afsides, skyggefulde steder, være i fred for for meget oprydning og lugning. Det gør heller ikke noget med lidt ukrudt og skvalderkål under hækken. Her kan fugten holde sig længere i tørre perioder, så pindsvinene ikke kommer til at sulte.

SKJULESTEDER 
Pindsvin har brug for beskyttede tørre steder til at bygge deres rede af vissent græs, blade etc., hvor de sover om dagen, yngler og tilbringer deres vinterhi.
 

Hvad kan du gøre?
Undersøg, om du har gode skjulesteder i haven. Gode steder er skure, legehuse, terrasser etc., som er hævet over jorden, så der dannes et hulrum under dem, eller fx brændestabler på paller. Åbne kompostbunker – eller gren- og kvasbunker i et mørkt og roligt hjørne af haven, som får lov at ligge urørt år efter år, er også gode. Pindsvin bygger også tit deres reder i tætte, brede hække og under lavthængende buske, f.eks. rhododendron eller krybende nåletræer. Har man ikke sådanne steder i haven, kan man bygge en pindsvinebolig.

PINDSVINETS TRUSLER

HUNDE

Man skulle tro, at pindsvinene er godt beskyttet af de mange pigge, men hunde (og ræve) kan bide dem alligevel. Hunde bliver tit så ophidsede, at de ikke mærker smerten. Og selvom du tror, at hunden kun har leget og ikke har været aggressiv, kan en hjørnetand alligevel være trængt ind.

 

Hvad kan du gøre?

Opdager du, at din hund har fundet et pindsvin (hunde gør da ofte på en særlig, stakåndet måde, som ikke kan forveksles med anden slags gøen) – så tag den øjeblikkelig væk! Prøv at lære din hund at lade pindsvin være ved at sige NEJ, tage den væk og herefter rose og berolige den, evt. aflede den ved leg. Men – hvis hunden har haft pindsvinet i munden, så tag det ind og kontakt Pindsvinevennerne i Danmark. Hundens hjørnetænder efterlader sår, som tiltrækker spyfluer, der lægger deres æg i såret, og fluemaddikerne æder pindsvinet levende – en langsom og pinefuld død.

HAVEAKTIVITETER

Når vi griber fat i greb, spade o g hakkejern for at sprede kompostbunken, fjerne en bunke grene, grave noget jord væk eller hakke ind under hækken, husker vi så, at her kan ligge et pindsvin gemt – endda med unger – som kan blive frygteligt såret eller dræbt? Når vi kører græsslåmaskinen ind under buske, stauder og hække, eller endnu værre, går i gang med buskrydderen, tænker vi så på, at vi kan flænse et pindsvin eller skære benene af det ved samme lejlighed?

 

Hvad kan du gøre?

Vær yderst forsigtig, når du er i gang med haveredskaberne på steder med højt græs og steder du ikke kan overskue.

FÆLDER

Vi stiller jo ikke fælder op for vore pindsvin – tror vi. Men pindsvin er meget nysgerrige og uforsigtige. De kravler gerne gennem små åbninger – også for små åbninger. Derfor hænger de ofte fast i bl.a. børnefodboldnet, trådhegn og jordbærnet. Desuden kan snore og tråde af enhver art snøre sig omkring deres ben og stoppe blodcirkulationen. De falder ned ad kældertrapper, i lyskasser, udgravninger m.m. samt svømmepøle. Når pindsvinet så ikke kan komme fri og ligger åbent hen om dagen, lægger spyfluerne deres æg på det – uanset om det er såret eller ej ! Lad ALDRIG et befriet pindsvin gå, men tag det ind og kontakt Pindsvinevennerne.

 

Hvad kan du gøre?

  • Fodboldnet: Klip de nederste 10-15 cm af eller køb et professionelt fodboldnet med en maskestørrelse på ca. 12 cm.

  • Trådhegn: Lad det slutte ca. 10 cm over jorden eller buk det nederste op.

  • Net på afgrøder: Sæt enderne godt fast, læg evt. jord på.

  • Net på frugtbuske: Lad dem slutte mindst 20 cm over jorden. Check alle net hver dag – også fugle kan hænge fast. Lad aldrig nettene blive liggende på jorden efter brug.

  • Opbindingssnore m.m.: Lad dem ikke ligge og flyde.

  • Kældertrapper: Læg et uhøvlet bræt ned ad trappen, så pindsvinet har en chance for at kravle op, eller sæt et bræt foran nedgangen – check regelmæssigt alligevel.

  • Lyskasser: Dæk dem til med volierenet, som gøres fast helt henne ved muren.